Horsens
Bridgeklub af 1931
Klubben er en af provinsens første bridgeklubber, idet den blev stiftet 4. september 1931. Stifterne var af byens absolut bedste borgerskab og bestod udelukkende af mænd. Damer var forment adgng til klubber, og i protest oprettedes Horsens Damebridgeklub året efter.
Klubben førte en meget omvekslende tilværelse gennem mange år, men i begyndelsen af 40 ´ erne blev der større stabilitet.
I 1954 stiftedes Bridgeklubben Ruder Es, og den var for både herrer og damer. Først i 1965 blev det vedtaget at optage damer i Horsens Bridgeklub af 1931.
I dag fremstår klubben som en moderne klub med 96 aktive spillere med stor variation i spillestyrke. Klubben benytter sig af Klubprogrammet fra Danmarks Bridgeforbund, hvor det er muligt over internettet at se resultatet af aftenens spil.
Klubben bruger Horsens Bridgecenters faciliteter med computer og kortblandemaskine, så der spilles med computerlagte spil til parturneringen, medens der spilles hold med håndblandede kort.
På klubbens hjemmeside er det muligt at følge med i regnskabet med bronzepoint, kortfordeling m.m. Sæsonen afsluttes med top 16/32 for de spillere, der har scoret flest point gennem sæsonen.
Ved sæsonstart serveres gule ærter eller wienerschnitzel, og i december er der plads til en julefrokost.